P'sen er død
| Mindeord | |
|---|---|
 NEKROLOG v/ Ernst Hornslet I sommeren 1986 tog Inga og jeg til Tunø for at sondere terrænet for en jazzfestival på øen. Af en eller anden grund var vi ikke sejlende i min egen båd. Vi sejlede med Jeppe. I ved, skrædder-Jeppe. Hans båd var ikke så stor, at der var sovepladser nok til os alle, men det gjorde ikke noget, for på en bænk bag ved Brugsen mødte vi en flink fyr, som sagde, at vi da bare kunne bo hos ham i Skrantehuset. Det var mit første møde med P'sen. Sådan var han. "Kom indenfor. Der er plads til alle". Han fortalte selvfølgelig at han var folkemusiker, en race, jeg som jazzmusiker på det tidspunkt, nok så lidt ned på. Det skulle siden ændre sig. Han fortalte også, at han, sammen med sit orkester Mac P'sens, netop havde været involveret i en stor fest på Tunø Havn, ved indvielsen af en ny bro. Det var imidlertid ikke her, at jazzen og folk'en smeltede sammen. Det skete først senere. Som den flinke mand, han var, syntes P'sen, at det da var en vældig god idé med en sådan jazzfestival. Vi blev på Tunø i sådan en forlænget weekend og fik snakket med en masse tunboerne, og kunne rejse hjem til Aarhus med en masse opbakning i bagagen. Tilbage i Aarhus fik vi så samlet en flok pionerer og en festivalstruktur begyndte at vise sig. På det tidspunkt var det kun muligt at få spiritus-bevilling hvis en restauratør stod bag. Jeg tog derfor til Tunø igen og spurgte Ingeborg på Det gamle Mejeri, om hun vil være med. Det ville hun, men på én betingelse. P'sen skulle være med og han skulle være kasserer. Så var vi sikre på, at pengesagerne var i de bedste hænder. Så var det, at fusionen skete. Med P'sens indtræden, vår folkemusikken kommet ind i billedet, og vi besluttede, at den ny festival skulle være en Jazz- og Folk-festival. Sådan blev det og det var meget fint. Da festivalforeningen i november 1986 blev en realitet, blev jeg formand og P'sen kasserer, som Ingeborg havde dikteret. Dette makkerskab, P'sen og jeg, udviklede sig igennem de næste syv år til et livslangt venskab og kammeratskab. I de første år mødtes vi nærmest dagligt. Det foregik enten i hans kontor i farvehandelen i Mejlgade eller i det andet "kontor", hos Kirsten på Sct. Oluf. I de første festival-år, var der mange ting, vi skulle lære. P'sen og jeg lærte det sammen, og vi var sjældent rigtig uenige om, hvordan tingene skulle skæres. Heller ikke på det musikalske område. Selv om vi drillede hinanden meget, somme tider i en nærmest galgenhumoristisk facon, så respekterede vi hver især den stil, vi nu udøvede og stod for. En milepæl i vores venskab var festivalens 10-års jubilæum i 1997. At vi var kommet så langt, var simpelthen for os, at vores projekt var lykkedes. Festivalledelsen havde planlagt, at P'sen og jeg skulle hejses op i et 15 meter højt stillads mens et større fyrværkeri blev fyret af om ørene på os. Derfra spillede jeg og P'sen sang den sang, vi ofte havde fremført sammen: Peter Abrahamsens "Før det er for sent". Det var en skøn oplevelse. Vi fik den spillet/sunget før det var for sent. Nu er det for sent. På et tidspunkt blev P'sen desværre nødt til at afhænde sin kære farvehandel. Han startede da som pedel på kulturinstitutionen Gyngen længere henne i Mejlgade. Da jeg så også blev arbejdsløs, skaffede han så også mig et job på Gyngen. Her arbejdede vi sammen i halvandet år. Det var en fantastisk tid. En bedre arbejdskammerat end P'sen fandtes ikke. Efter syv år som festivalformand stoppede jeg, og P´sen stoppede året efter. Men vores samarbejde fortsatte flere år i musikudvalget. I 1993 startede vi endnu en forening Tunø Festivals Støtteforening. Den blev P'sen formand for. Denne post bestred han med stor entusiasme lige til sin død. Jeg havde engang en kanariefugl. På dens bur var der et skilt, hvor der stod: ”Jeg hedder P'sen. Det har min herre kaldt mig, fordi jeg synger så smukt”. Ja, P'sen sang smukt. Ikke opera-smukt, men hans stemme var unik. Den kommer vi til at savne. Engang, jeg var alene på Tunø, ringede Inga til kroen, hvor jeg logerede. Hun sagde: ”P'sen er død”. Jeg fik et chok og måtte sætte mig, og fattede ikke en skid. Så sagde Inga: ”Den ligger nede på bunden af buret og er helt livløs”. Da blev jeg klar over, at det var fuglen og ikke min bedste ven, der var tale om. P'sen fik et ekstra kram, næste gang, vi mødtes. Forleden dag fik jeg igen en opringning med den samme besked. Denne gang var det bare alvor. Chokket var ikke mindre, og det har ikke lagt sig endnu. Der vil gå rigtig lang tid inden det gør det. Vi er rigtig mange, der vil savne ham. Æret være hans minde. Bisættelsen har fundet sted. | |